Hvorfor dele erfaringer?

Hvis du har gode erfaringer med spil i undervisningen, men ikke helt ved hvorfor du skal bruge tid på at skrive her på bloggen, så lad mig kaste nogle (synes jeg) gode argumenter efter dig:

Vi kan ikke sikre den fornødne udvikling af uddannelsessektoren uden at gøre det i fællesskab. Vi er nødt til at forskyde fokus fra “hvad kan jeg som individ gøre for mine elever” til “hvad kan vi i fællesskab gøre for alle elever”. Vi er efter min bedste overbevisning nødt til at hæve blikket i ny og næ, og anerkende, at uddannelse er et stort, fælles projekt, som ingen af os kan løfte på egen hånd.

Handler det om, at den enkelte elev, den enkelte klasse, den enkelte skole skal klare sig godt – eller handler det om, at alle, overalt, skal klare sig godt?

At være underviser i dag bør derfor ikke bare handle om undervisning, men også de lærende fællesskaber man indgår i, trækker på og bidrager til (se i øvrigt en rigtig fin artikel om emnet af Ove Christensen).

I tillæg til disse måske umiddelbart mere idealistiske overvejelser (som jeg finder helt enormt væsentlige), så kan du selvfølgelig også bruge bloggen til at opnå nogle mere jordnære (og lige så legitime) mål:

Profilering af din arbejdsplads. De fleste uddannelsesinstitutioner har stor positiv gavn af at fortælle om de små og store initiativer, de løbende søsætter. Det gælder fx når man søger spændende partnerskaber, støtte/finansiering til nye projekter eller gerne vil rådgive andre.

Personlig branding; mange undervisere tænker formentlig slet ikke i denne retning, men jo mere du gør opmærksom på de spændende ting du laver, jo mere interessant bliver du også i andres øjne. Det virker måske mest relevant, hvis/når man leder efter nyt job, men det åbner også for mange spændende projekter og samarbejder i dit nuværende job.

Få flere læsere til din egen blog. Hver gang du skriver et indlæg her, har du mulighed for at linke tilbage til dig egen blog/hjemmeside, og på den måde skabe mere traffik og flere læsere.

Nye input – når du deler, får du altid noget igen. Nye perspektiver på dine egne erfaringer, forslag til andre forløb, nye inspirerende bekendtskaber.

Endelig er det slet og ret fedt at dele sine gode erfaringer, og det er en fantastisk følelse, når man ser andre blive inspireret til selv at kaste sig ud i det.

Nogle af de sidste pointer vil naturligvis få mere vægt, efterhånden som bloggen (forhåbentlig) bliver kendt og besøgt af flere og flere, men netop det vil jo formentlig ske i takt med, at flere og flere gode historier deles.

Uanset hvad der er din personlige motivation, så hold dig ikke tilbage – tag kontakt, hvis du har erfaringer med spil i undervisningen.

…og har jeg glemt gode argumenter, så spring endelig til kommentarfeltet!

Mathias Poulsen

Om Mathias Poulsen

Mathias er initiativtager til spiliskolen.dk, og arbejder med stort set alle aspekter af spil & læring på tværs af uddannelsesinstitutioner og -niveauer.